Margaretha Dorothea Juhl og Jacob Orslef

acob Orslef blev født i Helsingør i 1740. Han var Peder Mikkelsen Orsleffs og Ambrosia Hansdatter Fischers ottende barn. I 1759 blev han student fra Helsingør Latinske Skole.

Som 27-årig blev han i 1767 klokker og kordegn i den modsatte ende af landet, nemlig i Thisted. Samme år blev han gift med den seks år ældre Kirstine Pedersdatter Hind. Hun var datter af Thisted sogns tidligere klokker og kordegn, Peder Henriksen Hind, som havde ry for at være en grov og ubehagelig herre. Jacob Orslefs embede var betinget af, at han betalte svigerfaderen en årlig pension på 50 rigsdaler samt enten fri kost og logi eller 16 rigsdaler årligt til svigerfaderens to børn.

En murersvend havde på dette tidspunkt en månedsløn på 8-10 rigsdaler, så det har helt sikkert været en stor udgift for Jacob Orslef. Måske på grund af denne udgift, eller måske på grund af ubehageligheder fra svigerfaderens side, flyttede Jacob Orslef efter fire år i Thisted i 1771 til Vester Vandet by og byttede embede med degnen i Øster og Vester Vandet sogne. Efter 17 års ægteskab døde Kirstine Hind i 1784, 50 år gammel og uden at parret havde fået børn.

Året efter blev den nu 45-årige Jacob Orslef gift med den kun 28-årige Margaretha Dorothea Juhl, som var født i 1757 i Helsingør. Hun var ældste barn af den afdøde sognepræst fra Klim, Frederik Lorenzen Juhl og hans hustru Elisabeth Brigitta Bartholin. Frederik Lorenzen Juhl havde tidligere været kapellan i Skt. Mariæ kirke i Helsingør og var søn af amtsforvalteren i Kronborg amt, mens Elisabeth Brigitta Bartholin var datter af slotsforvalteren fra Kronborg, som sandsynligvis var blevet viet af Jacob Orslefs far, Peder Mikkelsen Orsleff. Familierne Juhl og Orslef havde således med stor sandsynlighed kendt hinanden fra Helsingør.

Jacob Orslef og Margrethe Dorothea Juhl fik følgende børn:

• Nikolaj Eeg, født 1786 (død som spæd, opkaldt efter sognepræsten)
• Petronelle Ambrosia, født 1788 (opkaldt efter provstens enke og sin farmor)
• Frederick, født 1791 (opkaldt efter sin morfar)
• Nicolaj Eeg, født 1793 (opkaldt efter sin afdøde storebror)
• Anna Birgitha, født 1795 (død som barn)
• Elizabeth Birgitha, født 1795 (død som spæd, opkaldt efter sin mormor)
• Anne Birgitte, født 1798 (død som 16-årig, opkaldt efter sin afdøde storesøster)

I folketællingen fra 1787 for Vester Vandet by nævnes den 48-årige Jacob Orslef som husbonde og sognedegn og den 30-årige Margaretha Juul som madmoder. I husstanden boede også en tjenestepige og Margaretha Juhls bror Otto Carl Juhl. I 1801 viste folketællingen, at familien ud over den nu 61-årige sognedegn og hans 44-årige hustru, omfattede børnene Petronelle Ambrosia på 13 år, Friderich på 11 år, Nicolaj på 8 år og Anne Birgitta på 3 år. Herudover boede der en tjenestepige, en landsoldat og skrædder, en pensionist og en skoleholder i husstanden.

Jacob Orslefs og Margaretha Dorothea Juhls ældste datter var blandt andet opkaldt efter Petronelle Kirstine Søltoft, som var enke efter den tidligere provst i Vester Vandet. I 1790 døde enken og testamenterede afgiften af ejendommene Strobersig og Kabestoft til en årlig løn for skoleholderen i Vester Vandet - altså Jacob Orslef. Han skulle til gengæld læse for alle Børn, Præsten udnævner som Fattige.

I den historiske årbog for Thy og V. Han Herred skrev Severin Christensen i 1911 følgende om Jacob Orslef:

Orslef var en dårlig Økonom og måtte i hele sit lange Liv kæmpe med yderst trange Kår; men på en vis Måde var han en lykkelig Mand. Han var altid glad og vel tilfreds og så Tilværelsen fra dens lyse Side. Kun en Gang efter en Offerdag var han i høj Grad forbitret. Iblandt de mange små Papirsbundter med Penge opdagede han et smukt kulørt Papir, der var omhyggelig svøbt om en større Mønt, men da han åbnede Pakken, fandt han en gammel Toskilling, der ikke længere var gangbar Mønt. Ved Synet af dette værdiløse Pengestykke blev Orslef rasende, opsøgte Manden, der havde givet Skillingen, og brølede: ”Gid Fanden havde dig og dit Offer, for du vil kun gøre Nar af Degnen.”

Orslef havde i mange År kun en Ko, og da den omsider døde af Alderdom, havde han ingen Penge at købe en ny for. Nogle gode Venner rådede ham så til, at han skulde gå omkring til Beboerne og samle Penge ind til en ny Ko. Det gjorde han også, og da man bag efter spurgte ham, hvordan det var gået, sagde han: ”Godt, godt! Jeg fik Penge til en ny Ko og endda lidt i Behold, og så fik jeg tre dejlige Sviredage, for Folk var gode imod mig.” Det var nemlig Orslefs Ulykke, at han havde for stærk Hang til berusende Drikke. I Klitmøller hentede han sig mangen en mægtig Kæfert og var ofte i en yderst havareret Tilstand, når han kom tilbage fra denne By.

Et År, da Tørvene var dårlige, klagede Folk over, at de ingen Varme kunde få, men Orslef var som sædvanlig vel fornøjet og sagde: ”Godt, godt; de må dog brænde bedre end tørre Stene.”

Folk syntes, at Orslef var en udmærket Prædikant men han havde en dårlig Sangstemme. Når han i Præstens Forfald prædikede i Kirken, var der næsten altid fuldt Hus. Derimod var det kun slet bevendt med Kirkesangen. ”Brystet var godt nok, men Tonen dårlig,” plejede han at sige.

I samme årbog har lærer Kjelstrup fra Nors også bidraget med en fortælling om Jacob Orslef. Som det tit sker med mundtlige overleveringer, er der også i denne fortælling blevet ændret lidt på kendsgerningerne. Jacob Orslefs fornavn er således blevet ændret til Søren og hans embedsperiode er blevet rykket 100 år tilbage i tiden. Der er dog ingen tvivl om, at historien handler om Jacob Orslef:

I Slutningen af det 17de og Begyndelsen af det 18de Århundrede var Hr. Søren Årslev Degn i V. Vandet. Om Sommeren underviste han to Dage ugentlig i Klitmøller. Børnene mødtes skiftevis i de forskellige Hjem og bænkedes rundt om det på fire nedrammede Pæle anbragte Bordblad eller samledes i et fra Havet indbjerget Skibsruf. Om Vinteren lededes Undervisningen af en eller anden hjemmeværende Matros eller Styrmand. Dog var Børnene i Klitmøller altid ansete for mere fremmelige - særlig i Regning og Skrivning - end Børnene i Oplandet.

Årslevs Løn som Lærer i Klitmøller bestod i ferske og tørrede Fisk, og om Sommeren så man ham hver Skoledag i Klitmøller vandre med en Fiskekurv på Ryggen til sin Skolegerning. Fiskerne derude holdt meget af ham og beværtede ham altid på det bedste, hvilket Hr. Søren satte stor Pris på. Engang i Juni Måned var han særlig bleven godt beværtet; sin Kurv havde han fuldt stoppet med Fisk, og med den på Ryggen begyndte han ved Aftenstid Vandringen hjem til Vester Vandet, men han var også bleven velsignet med temmelig mange Glas af Sømændenes varme og stærke Drikkevarer, og som Følge deraf tog han fejl af Vejen og begav sig nordpå ud i Klitbakkerne.

Det var en Lørdag Aften, og næste Dag skulde han synge til Førstprædiken i V. Vandet Kirke. Til alles Forundring blev der ikke ringet med Kirkeklokken før Gudstjenesten; Præsten kom, men Degnen manglede. Der blev nu lyst efter ham alle Vegne, men han var ingen Steder at finde, og ingen kunde give Oplysning om ham. Hvem, der blev hans Stedfortræder i Kirken, melder Sagnet intet om.

Efter Gudstjenesten lød Grandstævnehornet fra en af de mange Kæmpehøje på Vandet Mark. Folk samledes i Flok for at høre, hvad der skulde forhandles. Det blev da under stor Deltagelse bekendtgjort, at deres kære Degn var forsvunden, og alle Mand skulde på stående Fod ud for at søge efter ham.

Der blev efterset alle Vegne i og ved Søen, på Mark, Hede og i Klit. Den lykkelige Finder blev en Mand, som søgte i Klitten. Her fandt han Degnen sovende ved Foden af en høj Sandbakke, kaldet Risbak. Kurven med Fiskene lå væltet ved Siden af. ”Hr. Årslev! ligger De her? De må op! Der er mange Folk ude at søge efter Dem!” Han lettede Hovedet, så sig om til alle Sider og sagde: ”Hvor er jeg?” Manden svarede: ”De ligger ved Risbak.” ”Risbak! så må jeg sande det gamle Ord, at på underlige Veje fører Herren sine Hellige!” Han rejste sig nu helt, samlede Fiskene i Kurven, tog den på Ryggen og fulgte med Manden til V. Vandet.

Jacob Orslefs og Margaretha Dorothea Juhl yngste datter døde 16 år gammel i 1814. Hun blev begravet den 26. april. Tre dage senere døde også Margaretha Dorothea Juhl, 57 år gammel. Efter hendes død opgav den 74-årige degn sit embede og kom på aftægt hos hans efterfølger i embedet; svigersønnen Roal Eeg. Aftægtskontrakten blev sluttet den 24. august 1815.

Jacob Orslef døde den 17. oktober 1826 i en alder af 86 år. Ifølge skifteprotokollen var det ikke meget han efterlod sig: Et chatol, en sort kjole, et par benklæder og en vest, en slåbrok, to parykker, en gammel hat, to tørklæder, to gamle skjorter, to par hvide strømper, en gammel nattrøje, en gammel hue, to kraver, et par tøfler og et halstørklæde. Det hele blev vurderet til 2 rigsdaler, 4 mark og 8 skilling, svarende til værdien af et halvt læs bøgebrænde eller 2-3 tønder kartofler. Eller til cirka otte dagslønninger for en arbejdsmand.

I en periode fra 1826 til 1874 blev der i Vester Vandet kirke ophængt mindeplader for nogle af sognets afdøde. Mindepladerne blev lagt på den afdødes kiste, men fjernet før jordpåkastelsen. Mange af mindepladerne kan stadig ses i Vester Vandet kirke (se billede side 65), mens andre er kommet på museum. Den første plade, der blev ophængt i kirken var for Jacob Orslef. Mindepladen, som er meget medtaget af rust, er lavet af en hvidmalet metalplade på cirka 22 gange 46 cm. Den er udformet som en udfoldet dokumentrulle med spiralkant.

På pladen står skrevet med sort skrift:

Herefter følger et vers, som på grund af pladens stærkt medtagne tilstand er ulæseligt.