Elisabeth Birgithe Wulf og Berthil Jørgensen

erthil Jørgensen blev født i Assens i 1663 som den ældste søn af Jørgen Berthelsen og Mette Nielsdatter. Han blev gift - sandsynligvis omkring 1690 - med Elisabeth Birgithe Wulf, som var født omkring 1670.

Berthil Jørgensen var herredsfoged i Båg og Vends herreder, som udgjorde den vestligste fjerdedel af Fyn med Assens som den vigtigste købstad. Herredsfogeden blev udnævnt af kongen og fungerede som herredets dommer, men fik i løbet af 1700-tallet tildelt en række forskellige politimæssige opgaver, således at han også fungerede som politimester.

Lønningen som herredsfoged var ikke høj, og mange herredsfogeder har nok været nødsaget til at supplere med andre indtægter. Måske var det årsagen til, at Berthil Jørgensen også drev gæstgiveri.

Siden middelalderen havde kongerne bestemt, at der skulle etableres gæstgiverier langs rigets vigtigste veje og ved færgestederne. Her kunne de rejsende få mad, drikke og logi. Som færgeby på den vigtige rute mellem København og Hamborg havde Assens derfor også gæstgiverier. I 1695 udstedte Christian 5. en forordning om offentlige herberger og værtshuse i Danmark. Ifølge denne skulle landets vigtigste købstæder have mindst ét overnatningssted for rejsende med mindst fire kamre med gode, rene senge, stald og vognskjul. Disse kongeligt priviligerede gæstgiverier stod i nær forbindelse med færgeoverfarten og postruten. Gæstgiveren fik desuden privilegium på rugbrødsbagning, ølbrygning og brændevinsbrænding. For disse privilegier skulle gæstgiveren betale en årlig afgift til bystyret. I Assens var denne afgift i 1698 på 50 rigsdaler. Berthil Jørgensen og hustru fik bevilling til gæstgiveri på livstid i 1724, men havde sandsynligvis allerede da haft gæstgiveri i mange år.

I december 1720 havde en russisk ambassadør ophold i Assens, inden han skulle med færgen til Jylland. Han havde åbenbart indlogeret sig hos Berthil Jørgensen, men havde ikke betalt for opholdet. Efter et par måneder henvendte Berthil Jørgensen sig i stedet til bystyret i Assens med en regning på 12 rigsdaler for to døgns ild, lys og logi i seks stuer og kamre. Om det lykkedes Berthil Jørgensen at få byen til at indfri ambassadørens gæld, vides ikke.

Det danske postvæsen var blevet etableret i 1624, og datidens vigtigste postrute gik mellem København og Hamborg. Denne rute gik oprindeligt via Middelfart. I 1653 foretog generalpostmesteren i Danmark en effektivisering af postvæsenet, og i denne forbindelse blev ruten omlagt til i stedet at krydse Lillebælt ved Assens. De gæstgivere, som indlogerede postbudene, distribuerede samtidig posten til og fra byens borgere. Derfor var det oftest en gæstgiver, som samtidig var byens postmester. Fra 1695 har man kendskab til postmestrene i Assens. På dette tidspunkt var postmesteren byens forhenværende borgmester, Thomas Iversen. Han døde i starten af 1698 og blev sandsynligvis efterfulgt af Berthil Jørgensen, som blev kaldt postmester ved de tre yngste sønners dåb i perioden 1698 til 1702. Berthil Jørgensen ophørte som postmester senest 1712, hvor Thomas Iversens søn blev postmester. Årsindtægten som postmester var ret beskeden. I Assens var den på 40 rigsdaler, som dog kunne suppleres med indtægter fra avissalg.

I denne tid, hvor Danmark ustandseligt lå i krig med nabolandene, fungerede mange postkontorer i øvrigt som mindre spioncentraler, hvor mistænkelige breve på kongens ordre blev åbnet, afskrevet og lukket igen.

Berthil Jørgensen fortsatte sandsynligvis som både gæstgiver og herredsfoged indtil sin død som 62-årig i 1725. Året efter hans død klagede Elisabeth Birgithe Wulf, som fortsat havde privilegium på gæstgiveriet, over at to andre kvinder i byen indlogerede fremmede ministre og andre rejsende. Hun fik medhold i klagen, og modparterne fik tildelt bødestraffe.

I Assens kirke var der fem lukkede stolepladser, som mod betaling var forbeholdt byens vigtigste borgere. Her havde Berthil Jørgensen haft en af pladserne sammen med blandt andre tolderen, byfogeden, borgmesteren og apotekeren. Deres hustruer havde pladser på kvindestolene i den store midtergang. Da Elisabeth Birgithe Wulf døde i 1735, blev hun ifølge kirkebogen begravet i denne store gang, hvilket kostede 10 rigsdaler.

Berthil Jørgensen og Elisabeth Birgithe Wulf fik følgende børn:

• Else Margrete, født 1692
• Christian Ulrich, født 1695
• Sofie Kristiane, født 1697
• Jørgen, født 1698
• Vincent Otto, født 1699
• Conrad Detlef, født 1702

Datteren Else Margrete blev gift med byfogeden i Kristiania i Norge, mens sønnen Christian Ulrich overtog Berthil Jørgensens embede som herredsfoged. Sofie Kristiane blev gift med den norske postmester og toldkommisær i Helsingør. Jørgen blev rådmand i Aalborg, mens den yngste søn døde som barn.