Ambrosia Henrichsdatter Michelsen og Iver Brink

ver Brink blev født den 19. november 1665 på Valderøya ud for Norges vestkyst som søn af Diderich Johansen Brink og Helene Hansdatter. I 1669 flyttede familien til Uddevalla i Sverige, hvor Iver Brinck kom i den latinske skole, men blev dog mest undervist af sin fader. I 1676, året efter at familien var flyttet tilbage til Norge, kom han i katedralskolen i Kristiania. I 1680 flyttede familien atter til Sverige, hvor Iver Brink først læste på latinskolen i Stockholm og senere på akademiet i Uppsala. Den 21. februar 1682 blev han som 16-årig indskrevet på Københavns Universitet, hvor han læste teologi og filosofi. Året efter rejste Iver Brink alene tilbage til Norge, hvor han som 19-årig blev huslærer hos flere højtstående familier i Drammen.

Efter faderens død rejste Iver Brink i 1686 atter tilbage til København, hvor han samme år tog teologisk attestats. Han blev alumne på Valkendorfs kollegium og dekan på kommunitetet i København. Han var også latinlærer for blandt andre Christian 5.s søn, den senere generaladmiral Ulrik Christian Gyldenløve (født 1678) og dansklærer for den kommende greve Christian Ditlev Rantzau. Så allerede som ganske ung fik Iver Brink kontakter tæt på det danske kongehus.

I anledning af Christian 5.s 44-års fødselsdag den 15. april 1689 blev der op ad slottet Sophie Amalienborg opført et operahus af fyrrebrædder. Operahuset skulle benyttes til opførelsen af den første opera i Danmark, og blev overværet af den kongelige familie, hoffet og de højeste rangs- og standspersoner i landet. Operaen blev så stor en succes, at kongen ønskede forestillingen genopført for offentligheden fire dage senere. Ved denne genopførelse var Iver Brink og hans forlovede Anna Cathrina Alsteen blandt tilskuerne. Kort tid inde i forestillingen løb en olielampe uheldigvis tør for olie og eksploderede. I fyrretræsbygningen var der over 800 olielamper, og væggene var udsmykkede med oliegennemtrukne silketapeter. Der gik derfor kun et øjeblik inden hele salen stod i lys lue. Alle styrtede mod udgangen, men da dørene gik indad var der store problemer med at få folkemængden ud. I løbet af et kvarter var operahuset lagt i aske, og branden havde bredt sig til slottet, som også nedbrændte. Sammen med 180 andre omkom Iver Brinks forlovede i flammerne. Iver Brink havde selv været i livsfare, men blev reddet. Operahusets brand bliver betragtet som den største civile katastrofe i Danmark.

Måske for at komme lidt på afstand af de voldsomme begivenheder blev Iver Brink et halvt års tid efter operahusets brand feltpræst ved Christian 5.s dansk-norske hjælpetropper i Irland. Kongen havde sendt i alt 7.000 soldater til de britiske øer, hvor de skulle kæmpe i den engelske konges krig mod det katolske Irland. I september 1689 sejlede Iver Brink til London, hvorfra han rejste med det 3. kavaleriregiment til Skotland og herfra videre til kampene i Irland. Iver Brink fulgte regimentet i næsten to år. 150 år senere blev en dagbog, som Ivar Brink førte under krigen, anvendt som kilde ved militærhistorikeren J.H.F. Jahns beskrivelse af de danske hjælpetroppers bedrifter.

Kort før krigens afslutning blev Iver Brink i august 1691 kaldt til London for at være præst for byens dansk-norske menighed. På grund af vanskeligheder med menigheden ville han sejle hjem til København efter kun at have været i London i to måneder. På grund af ugunstige vindforhold måtte han dog vende tilbage og blev overtalt til at blive. Efter et halvt års tid i London fik han besked fra Københavns universitet om, at han var blevet tildelt magistergraden - den højeste akademiske grad ved det filosofiske fakultet.

På omtrent samme tid fik Iver Brink besøg fra Norge af hans mor og to søstre. Med sig havde de Ambrosia Henrichsdatter Michelsen, som skulle besøge sin bror og nogle venner i London. Hun var født i 1670 i Kristiania som datter af købmanden Henrich Michelsen og Cathrine Torchlus. To måneder senere den 20. juli 1692 blev Iver Brink og Ambrosia Henrichsdatter Michelsen vielse i London. Om parret i forvejen kendte hinanden fra Iver Brinks tid i Norge, vides ikke. De to familier kan måske også have haft et ældre kendskab til hinanden, idet både Ambrosia Michelsens far og Iver Brinks farfar jo var købmænd.

Da Iver Brink blev præst i London var han ikke tilfreds med de dårlige lokaleforhold, som den dansk-norske menighed på daværende tidspunkt havde. Han blev derfor meget optaget af at indsamle penge til en ny kirke.

Heldigvis var en af de faste kirkegængere den danske prins Jørgen, som var den danske kong Christian 5.s yngste bror. Han var vielse med prinsesse Anne af England, som senere blev dronning af England. Prins Jørgen syntes så godt om Iver Brinks ideer, at han donerede et beløb, så man kunne lægge grundstenen til en ny kirke i 1694. Prins Jørgen skrev samtidig en anbefaling til Christian 5. om at være behjælpelig med at skaffe penge til opførelsen af kirken. Iver Brink rejste selv til København i 1695, så han kunne komme i audiens hos kongen og personligt aflevere anbefalingen.

På vejen til København rejste Ivar Brink omkring Norge og Sverige, hvor han også skaffede penge til kirken. I København prædikede han for kongen, som fik så godt et indtryk af Iver Brink og hans sag, at han pålagde alle danske og norske kirker at donere et beløb til opførelsen af kirken i London. Kongen gav selv en gave på 300 rigsdaler.

Efter nogle måneder i København rejste Iver Brink tilbage til London, og året efter i 1696 kunne Iver Brink være med til at indvie den nye kirke, som blev opført på Marine Square i nærheden af Tower of London.

I 1694 havde den forhenværende engelske ambassadør i Danmark, Robert Molesworth, udgivet sit berygtede skrift: Om Danmark, som det var i 1692, hvori han gav en meget hård kritik af den danske stat. Molesworth udtalte sig blandt andet kritisk om enevældens indførelse og om undertrykkelsen af bønderne. Den danske regering forsøgte forgæves af få den engelske konge til at forbyde udgivelsen og brænde de allerede trykte eksemplarer. På Iver Brinks opfordring udgav den ansete jurist, Dr. William King, et modskrift, hvor han ved hjælp af Iver Brinks oplysninger kom med modpåstande til Molesworths beskyldninger. Dette var også i høj grad med til at styrke Iver Brinks anseelse og yndest hos den danske konge og regering.

Iver Brink havde i det hele taget stor interesse i Danmark og for det danske sprog. Han havde blandt andet meget imod tidens tendens til at tilsidesætte dansk og i stedet tale tysk eller fransk. I starten af 1700-tallet virkede han som medhjælp ved Frederik Rostgaards forarbejder til en dansk ordbog.

Iver Brink forfattede også selv enkelte udgivelser. Da han i 1695 var i København for at indsamle penge til kirken i London, udgav han en omskrivning af Højsangen. I 1705 udgav han salmesamlingen En Christens Tancke-Tøyle med blandt andre salmen Op sødeste sang, som findes i en forkortet udgave i den danske salmebog under titlen O glædelig dag. Salmesamlingen blev i øvrigt meget populær i både Danmark og Norge og blev genudgivet mange gange helt frem til 1860. Endelig udgav han i 1720 en sprogligt pragtfuldt udstyret ligprædiken over adelsdamen Berte Scheel.

I 1701 manglede den dansk-norske kirke i London atter kapital, og Iver Brink rejste igen til København med en anbefaling fra prins Jørgen. Denne gang sejlede han også først til Norge, hvor han blev året ud. I januar 1702 rejste han gennem Sverige og ankom til København i februar, hvor han kom i audiens hos Frederik 4. Uden at have ansøgt stillingen indsatte kongen Iver Brink som sognepræst i Holmens kirke og som provst for søetaten og garnisionen. Iver Brinks tidligere elev Ulrik Christian Gyldenløve, som var halvbror til Frederik 4., var patron for Holmens kirke. Det vil sige, at han havde ejendomsretten over kirken, og havde også retten til at foreslå kandidater til kirkens ledige præsteembeder. Så han har nok lagt et godt ord ind for Iver Brink.

I løbet af sommeren 1702 rejste Iver Brink tilbage til London for at hente sin familie og for at tage afsked med sin menighed i London, som han havde tjent i 10 år.

I efteråret 1708, da kong Frederik 4. skulle på sin anden store rejse til Norditalien, blev Iver Brink udpeget som rejsepræst og kongelig konfessionarius (den præst, som forestår de kirkelige handlinger inden for kongehuset). Afrejsen fra København fandt sted den 30. oktober og gik via Fyn og Sønderjylland til Leipzig og Nürnberg i Tyskland og videre til Innsbruck i Østrig. Herfra over Alperne til Verona i Italien og derefter videre til Venedig. Udrejsen varede næsten to måneder.

Efter en meget streng vinter i Venedig aflagde kongen og hans følge besøg i blandt andet Bologna, Firenze og Pisa i det nordlige Italien. Mens kongen var i Italien forsøgte den italienske kirke at overtale ham til at konvertere til katolicismen. Som kongelig konfessionarius har Iver Brink sandsynligvis gjort sit til, at Frederik 4. ikke lod sig overtale. Hvis det var sket, ville det have haft stor betydning for danmarkshistorien, da kongen så havde været tvunget til at abdicere.

I april 1709 påbegyndtes hjemturen, som også gik via Innsbruch og Nürnberg. Herefter tog rejsen en mere østlig rute end udturen, idet man rejste via Dresden og Berlin og herfra videre til Jylland - se kortet ovenfor. Efter ni måneders fravær var kongen og hans følge hjemme i København igen i slutningen af juli 1709.

Da Iver Brink var kommet hjem, lå hans hustru meget syg i barselsseng, og kun seks dage efter hans hjemkomst døde Ambrosia Henrichsdatter Michelsen. Om hendes død har genealogen Christopher Giessing i slutningen af 1700-tallet nedskrevet en anekdote: Et par kammerjunkere - unge adelsmænd ansat ved hoffet - skulle være kommet hjem til København noget tid før resten af rejseselskabet. Da Ambrosia Henrichsdatter Michelsen spurgte dem, hvor hendes mand blev af, ville de forskrække hende og svarede, at han var død på hjemrejsen. Hun blev naturligvis meget bedrøvet, men da Iver Brink i det samme trådte ind ad døren, forvandledes bedrøvelsen sig straks til en stor glæde. Dette voldsomme skift i hendes sindsstemning havde den uheldige virkning, at hun var død en halv time derefter.

Ambrosia Henrichsdatter Michelsen blev begravet den 14. august 1709 ved Holmens kirke.

I Iver Brinks og Ambrosia Henrichsdatter Michelsens 17-årige ægteskab nåede de at få disse kendte børn:

• Helene Cathrine, født 1693 (opkaldt efter sine bedstemødre)
• Ambrosia, født 1695 (opkaldt efter sin mor)
• Martha Maria, født 1696
• Ivar, født 1703 (opkaldt efter sin far)
• Anne, født 1705 (sandsynligvis død som barn)
• Anne Cathrine, født 1708 (sandsynligvis død som barn)

Herudover fik ægteparret yderligere to sønner og fire døtre.

Mens Iver Brink havde været med kongen i udlandet, var bispestolen i hans fars fødeby Aalborg blevet ledig. Efter hjemkomsten fik han den tilbudt, men afslog, da han foretrak at blive i København.

Året efter Ambrosia Henrichsdatter Michelsens død blev den nu 44-årige Iver Brink vielse igen. Det blev med den nøjagtigt 28 år yngre Sophia Hansdatter Seidelin, som var barnebarn af en tidligere sognepræst ved Holmens kirke. Vielsen fandt sted den 3. september 1710 hjemme hos brudens far, etatsråd og amtmand over Københavns Amt, Hans Seidelin.

Efter at have været sognepræst i ni år ved Holmens kirke blev Iver Brink i 1711 forflyttet af kongen til Sct. Nikolaj kirke i København.

1711 var også året hvor København blev ramt af Danmarks sidste pestudbrud. I løbet af året døde næsten 23.000 københavnere, svarende til en tredjedel af byens befolkning.

Byldepesten ramte også Iver Brinks familie. Af de tolv børn Iver Brink havde fået med Ambrosia Henrichsdatter Michelsen, var det kun de tre ældste døtre, der overlevede deres far. De fleste af børnene døde under pestudbruddet. I et brev beskriver han, hvordan hans tre sønner fra ægteskabet med Ambrosia Henrichsdatter Michelsen døde af pesten inden for få dage. Iver Brink skrev blandt andet: Mit eget stakkels Huus haver nok Prøve herpaa; thi 3 dejlige Sønner havde jeg, som gave et glædeligt Haab om sig med deres gode og skikkelige Forhold; men alle 3 har det behaget Gud i en Hast at tage fra mig i 3 Dages Tid eller lidt mere; Torsdag Morgen d. 16 hujus klagede de over lidt Hoved Pine; Løverdag Aften d. 18 døede de 2 ældste, og Tirsdagen derefter den yngste, saa at jeg nu er ganske sønneløs.

Af frygt for at pesten også skulle ramme Iver Brink eller Sophia Hansdatter Seidelin oprettede de et testamente i juli 1711.

De overlevede dog begge peståret, men efterhånden som Iver Brink kom op i alderen, blev helbredet svagere. Da han var fyldt 62 år, regnede han selv med, at det ville blive hans sidste leveår. Det viste sig at holde stik. Efter en prædiken i Sct. Nikolaj kirke var han meget træt og svag, fik ondt i siden og måtte kaste op. Herpå fulgte nogle ugers sygdom med feber og ondt i siden, hvorefter Iver Brink døde sidst på eftermiddagen fredag den 25. juni 1728. Han blev begravet i koret i Sct. Nikolaj kirke. Her havde han tre år forinden etableret et gravsted og flyttet sin første hustru, Ambrosia Henrichsdatter Michelsens lig dertil.

Iver Brink og Sophia Hansdatter Seidelin fik børnene:

• Drude Margrete, født 1713 (opkaldt efter sin mormor)
• Sophia, født 1714 (opkaldt efter sin mor, død som barn)
• Helene Ambrosia, født 1715 (opkaldt efter både Iver Brinks mor og hans første hustru)
• Sophia Elisabeth, født 1719 (opkaldt efter sin mor)
• Hans Diderich, født 1720 (opkaldt efter sin morfar og sin farfar)
• Ivar Iversen, født 1722 (opkaldt efter sin far)

Sønnen Hans Diderich blev adlet i 1752. Fra ham nedstammer den nu uddøde adelsslægt Brinck-Seidelin.

Iver Brink efterlod sig en af de største private musik- og bogsamlinger i Danmark på denne tid. Samlingen blev sat på auktion i 1729 af Sophia Hansdatter Seidelin. Auktionen bestod af over 7.500 varepartier, som hver indeholdt en eller flere bøger i mange forskellige genrer. Samlingen afspejlede både hans professionelle virke, hans private interesser, hans mange rejser og hans internationale orientering. Iver Brinks hovedinteresser lå uden sammenligning i teologien og skønlitteraturen, men der var blandt meget andet også portrætsamlinger, musik-, historie- og geografibøger, tidsskrifter og beskrivelser af rejser. Sprogligt spredte bøgerne sig over både latin, italiensk, fransk, engelsk, tysk og dansk, og i mindre grad spansk og hollandsk.

Musiksamlingen favnede bredt lige fra danske visehæfter til italienske operaarier. Hovedvægten lå dog på musikteoretiske bøger og på samlinger af kammermusik, som nok har haft Iver Brinks største interesse. Der blev også sat tre violiner og et cembalo på auktion, så måske var Iver Brink selv udøvende musiker.

I starten af 1870'erne skrev personalhistorikeren Sophus Vilhelm Wiberg en fortegnelse over alle kendte danske præster siden reformationen. Heri omtaler han Iver Brink som en stor statsmand. I biskop Erik Ludvigsen Pontoppidans kirkehistorie fra midt i 1700-tallet bliver Iver Brink omtalt som en berømt mand.

Nedenfor ses forsiden til et fire sider langt mindeskrift skrevet af forfatteren Morten Seehuus i anledning af Iver Brinks død.