Min slægtsbog

å de følgende sider findes en beskrivelse af udvalgte grene i mit slægtstræ. Blandt mange af mine forfædre findes der kun begrænset kildemateriale, så jeg har udvalgt de slægtsgrene, hvor der har været mest at skrive om. Nedenfor oplyses om indholdet på siderne, og du får hjælp til, hvordan du navigerer rundt på siderne i slægtsbogen.

Navigering på siderne

Du har mulighed for at navigere rundt på den side, du befinder dig på eller for at gå til andre sider ved hjælp af diverse knapper og ikoner.

Links

Der kan være links til eksterne kildehenvisninger, og der kan være links til andre sider i slægtsbogen. Links, som ikke tidligere har været anvendt, er markeret med mørk understreget skrift. Når linket har været anvendt, er det markeret med lys understreget skrift.

Billeder

Hvis du klikker på et billede, vises det i et større format. Hvis du klikker på dette forstørrede billede og holder musen nede, forstørres billedet yderligere. I teksten under billedet kan der være supplerende oplysninger om billedet, og der kan være links til eksterne kilder. Billeder kan lukkes igen ved at klikke på krydset i øverste højre hjørne, ved at klikke udenfor billedet eller ved at trykke på esc-knappen.

Sideknapper

På pc'er og tablets kan der være en række knapper i venstre side. Disse knapper fungerer som genveje for den side, du er inde på. Knapperne fungerer også som en slags indholdsfortegnelse for siden. På grund af den mindre skærmplads vises sideknapperne ikke på mobiltelefoner.

Topikoner

Øverst på hver side er der en række ikoner. De viste ikoner afhængiger af, hvilken side du befinder dig på. På større skærme vil ikonrækken hele tiden være synlig. På mindre skærme som på telefoner, skal du scrolle til toppen for at se ikonrækken. Du kan støde på følgende ikoner:

Bundikoner

Når du kommer til bunden af en side kan du vælge at gå videre ved hjælp af topikonerne eller ved hjælp af de links du er stødt på i teksten. Du kan også vælge at klikke på ikonet, som du finder i bunden af hver side for at komme til den næste side i den rækkefølge, som jeg har fastlagt.

Opbygningen af siderne

Der findes to traditionelle metoder til at opbygge slægtsbøger på. Den ene metode tager udgangspunkt i en enkelt - ofte nulevende - person og beskriver dennes forfædre generation for generation så langt tilbage i tiden, man kan komme. Oversigten over de beskrevne personer kaldes en anetavle. I den anden traditionelle opbygning tager man udgangspunkt i en forfader og beskriver alle dennes kendte efterkommere. Oversigten over disse kaldes en efterslægtstavle. De to metoder kan eventuelt kombineres, så man tager udgangspunkt i en forfader og beskriver både dennes forfædre og efterkommere.

I denne slægtsbog har jeg ikke anvendt de traditionelle metoder. Jeg har i stedet taget udgangspunkt i en række udvalgte forfædre og beskrevet deres efterkommere i linjen ned til mine bedsteforældre. Jeg har taget udgangspunkt i de linjer og forfædre, som jeg umiddelbart har fundet mest interessante at beskrive. På min farfars side er det Mølbæk-slægten med beboerne på gården Mølbæk i Vust sogn som udgangspunkt. På min farmors side er det Klitgaard-slægten, og her er det igen med en slægtsgård som omdrejningspunkt, nemlig Øster Klitgaard i Klim. Med disse to slægter får jeg beskrevet hvorfra mit mellemnavn og mit efternavn stammer. På min morfars side har jeg taget udgangspunkt i en aalborgensisk storkøbmand født omkring år 1600, men undervejs i rejsen frem i tiden er der flere afstikkere tilbage i tiden, hvor der har været noget interessant at finde. I disse afstikkere kommer jeg blandt andet til Estland og til de danske hertugdømmer syd for den nuværende grænse. I en enkelt afstikker kommer jeg også helt tilbage til 1300-tallet. På min mormors side har jeg taget udgangspunkt i en gammel midtjysk adelsslægt, som også levede i 1300-tallet. Flere hundrede år senere boede et par generationer fra denne slægt i Spentrup-området, hvor jeg jo selv har boet det meste af mit liv. Et andet sjovt tilfælde er, at forfædre fra både min mors side og fra min fars side i 1700-tallet uafhængigt af hinanden har boet i min fars fødeby, Klim i Nordjylland. En forfader fra min morfars slægt har endda været sognepræst i Klim , mens der har boet forfædre fra flere grene af min fars slægt i byen.

På siderne har jeg som udgangspunkt anvendt det navn, som barnet fik ved dåben. Også selvom navnet efterfølgende blev ændret som følge af navneforandring eller giftemål.

Sidst i bogen findes registre over personer, stednavne og titler.

Baggrund

Udarbejdelsen af denne slægtsbog har strakt sig over flere årtier. Min interesse for at finde ud af, hvor jeg stammer fra, rækker helt tilbage til min barndom, hvor jeg lavede et slægtstræ med navnene på mine forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Midt i 1980'erne begyndte jeg på en mere systematisk indsamling af data. I starten indsamlede jeg data hos familiemedlemmer, og senere var det ved besøg på Landsarkivet i Viborg eller ved besøg på lokalarkiver. Der er også fundet oplysninger ved besøg på kirkegårde og ved besøg i de områder, hvor mine forfædre boede. Senere er mange oplysninger indhentet fra internettet eller fra bøger lånt på biblioteket. Oprindeligt skrev jeg alle mine notater og registreringer ind i noteshæfter, som blev renskrevet på skrivemaskine på skemaer indsat i ringbind, men midt i 1990’erne fik jeg mit første slægtsforskningsprogram, hvilket i høj grad lettede registreringen og samtidig øgede overskueligheden i de mange registreringer af flere hundrede personer.

Arbejdet med oplægget til disse sider blev påbegyndt i september 2009.

Kildemateriale

De væsentligste kilder har været kirkebøgerne og folketællingerne. For de ældste generationer, som levede før der fandtes kirkebøger og folketællinger, har det været nødvendigt at finde oplysningerne på andre måder.

Kirkebøgerne

I midten af 1600-tallet fik præsterne pligt til at føre kirkebog over blandt andet sognets fødsler, vielser og dødsfald. Mange af de ældste kirkebøger er dog gået tabt, og der var en mere løs struktur i ældste kirkebøger, som ofte blot blev ført i kronologisk rækkefølge med de forskellige kirkelige begivenheder blandet sammen. Fra 1813 kom der krav om at føre to kirkebøger og registreringen blev formaliseret med fortrykte skemaer for de forskellige registrerede begivenheder.

Hvis man kender en af sine forfædres fødselstidspunkt og fødselssted, er det muligt at slå vedkommende op i sognets kirkebog og få oplysninger om barnets forældre. Når man kender navnene og måske alderen på forældrene kan man lede efter søskende og man kan søge efter forældrenes vielse. Ud fra alderen kan man også søge efter forældrenes fødsel, som ofte kan findes i samme sogn eller i et af nabosognene.

Folketællingerne

De ældste folketællinger stammer fra slutningen af 1700-tallet, men først fra midt i 1800-tallet gennemførte man regelmæssige folketællinger med en frekvens på 5 eller 10 år. I folketællingerne får man naturligvis oplysninger om bopælen, men også om familierelationer, alder og i de nyere folketællinger oplysninger om fødselssted.

Ved hjælp af kirkebøger og folketællinger er det således muligt at dokumentere slægtsskabet mellem generationerne, få oplysninger om blandt andet levealder, levesteder, antal børn, beskæftigelse.

Andre kilder

Ved hjælp af andre arkiver er det muligt at få tilføjet flere oplysninger. F.eks. kan skifteretsattesterne give oplysninger om arvinger, formue, gæld og hvilket indbo der var i dødsboet. I lægdsrullerne kan man finde oplysninger om f.eks. højde og kropsbygning for mændenes vedkommende.

For at slå op i kirkebøger og folketællinger krævede det tidligere et besøg på enten Rigsarkivet eller et af landsarkiverne. Efter et grundigt forarbejde hjemme, kunne man på arkiverne få udleveret de ønskede arkivalier til gennemgang. Omkring år 2000 blev de første indtastede folketællinger lagt på internettet af Statens Arkiver. Senere er mange flere kommet til, og også alle landets kirkebøger og mange andre kilder er blevet indskannet, offentliggjort og gjort søgbare på internettet.

Andre kilder har været gamle slægtsbøger, biografier, historiske årbøger, fortegnelser over embedsmænd, fagskrifter, lokalhistoriske beskrivelser mm., som er fundet på internettet eller ved lån på landets biblioteker. For de ældste generationer har det ofte været de eneste kilder, mens det for de yngre generationer har været anvendt til at supplere oplysningerne fra kirkebøger og folketællinger.

I slægtsbogen er der ikke anført kildehenvisninger, når kilderne har været folketællinger og kirkebøger. Andre typer kilder er så vidt muligt anført i fodnoterne til hver enkelt side.

Beskæftigelse

Langt størstedelen af mine forfædre levede af landbruget. Det kunne være som gårdmænd eller som husmænd, der selv ejede beboelsen, det kunne være som gårdfæstere, der drev en gård ejet af godsejeren, eller det kunne være som indsiddere, der boede til leje i et hus uden jord. For de fleste af disse personer er det svært at finde andre oplysninger, end hvad man kan finde i kirkebøger, folketællinger, skifteretsattester og lægdsruller. Da kvinderne oftest har været hjemmearbejdende husmødre, er det for disse meget sjældent at finde oplysninger udover ovennævnte. Blandt mændene har der dog været enkelte håndværkere og handlende. F.eks. møllere, kromænd og en mejerist. For nogle af disse har det været muligt at finde lidt flere oplysninger hos andre kilder.

I en enkelt gren på min morfars side har det dog været muligt at finde rigtig mange oplysninger. Derfor fylder beskrivelsen af denne gren langt mere end de øvrige tre grene tilsammen. Det drejer sig om forfædrene til mine 4 x tipoldeforældre Jacob Orslef og Margaretha Dorothea Juhl, som begge var født i Helsingør, begge var præstebørn og begge på et tidspunkt var flyttet til den modsatte ende af landet - nemlig til det nordvestligste af Jylland. Blandt deres forfædre ses en del købmænd og embedsmænd - der findes blandt andet titler som præst, postmester, landsdommer, amtsforvalter, læge, slotsforvalter, rådmand, borgmester og ridefoged.

Flere af disse havde endda en tæt tilknytning til kongehuset. F.eks. Johannes de Buchwald og Iver Brink, som var henholdsvis kongelig livbartskærer og kongelig konfessionarius for Frederik 4., og som begge uafhængigt af hinanden havde været med kongen i Italien. Man kan også nævne Henrik Morian, der i 1647 blev udnævnt som den første postmester i Norge af Christian 4. Også en slægtsgren med sønderjyske købmænd havde ret tætte forbindelser til kongehuset. F.eks. var Carsten Rickertsen ekspeditionsleder på en af Christian 4.s grønlandsekspeditioner i 1607. Hans farfar, som også hed Carsten Rickertsen, var borgmester i Flensborg og havde ved flere lejligheder besøg af Christian 3. Hans farfar Haying Paysen gjorde sig derimod uheldigt bemærket ved at støtte et oprør i Slesvig i 1472, hvorefter han blev kastet i fængsel, men senere benådet af Christian 1. Endelig skal også fra min mormors side nævnes ridderen Niels Bugge fra herregården i Hald ved Viborg. Han blev dræbt i Middelfart i 1359 muligvis på foranledning af kong Valdemar Atterdag.

Navne

Oprindeligt fik børn blot et fornavn. Senere kom tilnavne og efternavne til for at angive en form for tilknytning til f.eks. familie, bopæl, udseende eller beskæftigelse.

Fornavne

Efter indførelsen af kristendommen var langt de fleste fornavne variationer over de bibelske navne og helgennavne. Fornavnene blev frem til omkring år 1900 oftest givet ved opkaldelse. Hovedreglen var, at den ældste søn fik farfars navn, den ældste pige fik farmors og derefter kom turen til moderens forældre. Dog opkaldt man ofte efter døde bedsteforældre før de levende. Når bedsteforældrenes navne var opbrugte, kunne man begynde at opkalde efter barnets oldeforældre. Hvis en enkemand eller en enkekone blev gift igen, skulle det første barn i det nye ægteskab helst bære den afdøde ægtefælles navn. Afdøde søskende skulle også opkaldes. Endelig kunne man blive opkaldt efter andre levende eller afdøde familiemedlemmer, bekendte, eller måske efter personer i lokalsamfundet.

Hvis der ikke blev født nok børn af de rette køn, kunne drengenavne blive lavet om til pigeform eller omvendt. For eksempel kunne Jens blive til Jensine eller Kristine kunne blive til Kristian.

På grund af opkaldelsesreglerne gik de samme fornavne ofte igen gennem generationerne, og da navnene ofte blev udvalgt blandt variationer over de bibelske navne, var udvalget af navne ikke så stort. Først i løbet af 1800-tallet begynder der at komme større variation i navnevalget, idet der sker et brud på opkaldelsesreglerne, og der forekommer en større påvirkning fra udlandet. Denne tendens startede i de højere samfundslag i storbyerne, og sås først langt senere i landets yderområder.

Der var ingen retskrivning, og læse- og skrivefærdighederne var ikke altid så gode, så det samme navn kunne blive stavet på vidt forskellige måder. Navnene Ane, Anne og Anna kunne således være brugt om den samme kvinde. Tilsvarende kunne stavemåderne Christen, Christian, Kristian og Kristjan ses brugt til den samme mand.

Efternavne

Fra middelalderen og til starten af 1800-tallet var det på landet og hos de lavere lag i byerne skik at navngive børn med et fornavn og faderens navn efterfulgt af -søn eller -datter - det såkaldte patronym. Senere gik begge former over til at slutte på -sen. Kom der en fremmed til sognet og bosatte sig, skete det meget tit at patronymet i folkemunde blev efterfulgt af navnet på det sted, han kom fra, og ofte forsvandt patronymet. Derfor bærer mange nulevende danskere efternavne, der også er stednavne - f.eks. Støvring, Klitgaard eller Vestergaard. Ofte fik man også et tilnavn, som fortalte om personens udseende eller beskæftigelse. Eksempler på dette er Lang, Smed og Møller.

Hos de lærde og blandt byernes højere lag havde det helt tilbage til 1600-tallet været skik at anvende slægtsnavne - ofte professionsnavne eller stednavne. For at kunne begå sig internationalt og arbejde på tværs af sprog- og landegrænser valgte de højstuddannede ofte at "latinisere" deres navne. På denne måde blev Lars til Laurentius, Berthelsen blev til Bartholin, Smed blev til Fabricius osv.

I 1828 blev der udstedt en forordning om, at alle skulle bære slægtsnavn. Det slog dog ikke helt igennem hos landbefolkningen, så i 1856 blev det derfor præciseret, at de valgte navne skulle være gældende for efterfølgende slægtsled. Hermed blev de mange sen-navne fastlåst som slægtsnavne. Især i landets yderområder ses der dog eksempler på, at navngivningen med patronymer fortsatte helt frem til omkring år 1900.

I endnu et forsøg på at at få ryddet op i de mange sen-navne fik Danmark i 1904 atter en ny navnelov. Ifølge denne navnelov kunne man én gang mod en betaling på fire kroner få ændret sit efternavn, hvis man kunne dokumentere, at navnet havde været brugt i slægten, eller hvis man indhentede tilladelse fra alle bærere af det pågældende navn.

Steder

I mange hundrede år har myndighederne haft behov for at opdele landet i mindre administrative enheder. Det kunne f.eks. være af hensyn til retsvæsnet, kirken eller skatteopkrævningen.

Frem til 2007 anvendte man amterne som den overordnede administrative opdeling af landet. Amterne havde erstattet len som administrativt område i 1662.

Amterne var opdelt i herreder, som igen var opdelt i sogne. Opdelingen af landet i sogne er måske ældre end kristendommen, men med kristendommens indførelse blev sognet identisk med det område, som hører til den enkelte kirke.

I kirkebøgerne og i folketællingerne var det denne administrative opdeling i amt, herred og sogn, der blev anvendt ved registreringen af kirkelige begivenheder og bopæl.

Sognene er opdelt i ejerlav svarende til landsbyer eller områder, og ejerlavene er igen opdelt i matrikelnumre. Den første matrikelregistrering foretog man i 1662.

De administrative grænser har i mange tilfælde ændret sig i tidens løb, men ved hjælp af gamle kort er det alligevel ofte muligt at finde frem til placeringen af matrikelnumre anvendt i skøder, skifteprotokoller osv.

God læselyst!